Drømmer du om en hyggeligt hjemmearbejdsplads, hvor du kan stå direkte op og begynde at arbejde uden nogensinde at skulle forlade hjemmet? Hvis du skal indrette et hjemmekontor, gælder det om at skabe gode rammer for dit arbejde. Udfordringen ved en hjemmearbejdsplads er nemlig ofte, at bolig og kontor ikke er adskilt. Det er skønt at slippe for transporttid og kunne arbejde, når du selv har lyst – desværre kan det ofte være svært at arbejde effektivt, når dit hjem samtidig er din arbejdsplads.
Derfor kan indretningen af et hjemmekontor betyde utrolig meget for, om du rent faktisk får noget fra hånden. Indretningen skal være praktisk og med fokus på gode arbejdsstillinger, og har du plads til det i boligen, så indret din hjemmearbejdsplads i et adskilt rum. Det hjælper ofte på produktiviteten, hvis du kan adskille hjem og arbejdsområde – det gør det nemmere at holde styr på, hvornår du holder fri, og hvornår du arbejder.
Når du indretter et hjemmekontor, skal det også være hyggeligt og indbydende. Fordelen ved at indrette kontor i hjemmet er jo netop, at du kan sætte præcis så meget personligt præg på din arbejdsplads, som du har lyst til. Jo mere du indretter hjemmearbejdspladsen som et rart sted, der føles hjemligt, samtidig med at det giver dig optimale betingelser for at arbejde effektivt, jo mere produktiv bliver du helt automatisk.
Det er smart at placere skrivebordet ved vinduet – på den måde får du masser af naturligt dagslys, mens du arbejder, og det gør dig både gladere og mere produktiv. Smukke, solide lænestole i lyst træ er ideelle til at holde møder med klienter eller blot sidde og få nye ideer. Billeder og enkle dekorationer er med til at give kontoret et hjemligt og personligt præg, mens et lammeskind over skrivebordsstolen skaber en lun hyggestemning i rummet.
Har du ikke et særskilt rum, du kan indrette til hjemmekontor, kan du i stedet tage et ubenyttet hjørne af boligen i brug. Her kan det være smart at holde indretningen ganske simpel, så det ikke virker forstyrrende i forhold til den almindelige indretning. Alligevel kan få dekorationer som et par billeder og planter gøre området hyggeligt og indbydende.