Hvordan indretter du dit badeværelse optimalt? Badeværelset er ofte et af de mindste rum i boligen, og derfor kan det være en udfordring at få udnyttet pladsen fuldt ud til alle badeværelsets funktioner såsom bad, wc og håndvask.
Heldigvis er det i dag blevet nemmere end nogensinde at finde både brusekabiner, vask og wc, da de fås findes i et stort udvalg af former og størrelser, for mange firmaer sælger nu produkter, der passer til stort set alle boligformer. Til gengæld kan det være lidt af en jungle at finde rundt i de mange produkter, der findes på markedet i dag.
Badeværelset har udviklet sig gennem de seneste par år, og hvor det tidligere var et rum, der kun var beregnet til helt basale funktioner, er det nu blevet populært at opholde sig i længere tid på badeværelset og indrette rummet, så det får en stemning af afslapning og wellness. I dag foretrækker de fleste et badeværelse, som føles decideret rart og behageligt at opholde sig i.
Skab en optimal indretning af badeværelset
Når du skal indrette badeværelset, gælder samme princip som for boligens øvrige rum. Det gælder først og fremmest om at tage udgangspunkt i dine egne såvel som din eventuelle partner og børns behov, når badeværelset skal indrettes. Hvis I er en større familie, vil det være dejlig praktisk med mere end et badeværelse, hvis boligen giver mulighed for det. Så kan det ene badeværelse indrettes, så det egner sig godt til det hurtige bad om morgenen, mens det andet badeværelse, som typisk vil være lidt større, kan indrettes, så det er her, du kan slappe af med et langt og dejligt bad efter en lang dag på arbejdet.
I mange boliger har badeværelset begrænset plads, og her handler det om være lidt kreativ og udnytte pladsen optimalt. Skal du have lavet nyt badeværelse, kan du for eksempel undersøge, om du kan inddrage flere kvadratmeter til badet ved at tage en lille del af entreén eller et andet tilstødende rum, som ikke har brug for pladsen. En kvadratmeter eller to kan betyde, at du kan indrette badet med en brusekabine, som er delvist adskilt fra resten af badeværelset. Det vil du sætte stor pris på, når en afskærmet bruseniche betyder, at du kan holde resten af badeværelsesgulvet tørt efter et langt brusebad.
Små ændringer gør stor forskel i baderummet
Det er også muligt at lave mindre omfattende ændringer, eksempelvis ved at udnytte pladsen under håndvasken til kurve eller skabe til opbevaring. Hvis der er plads nok, kan du få lavet indbyggede nicher til hylder og skabe i væggen.
I et lille baderum kan det være en udfordring at få plads til alle badeværelsets funktioner, og du kan hurtigt ende med et badeværelse, der føles trangt og besværligt at færdes i. For at undgå det kan du indrette badeværelset i zoner. På den måde kan I være flere, som bruger baderummet samtidig, uden at I går i vejen for hinanden.
Indret med vandtætte og skridsikre materialer
Når du skal have indrettet nyt badeværelse, er der nogle faste, lovmæssige krav til, hvilke materialer der må bruges. Gulvbelægningen skal være vandtæt og helst også glidsikker, og derfor er en god idé at holde sig fra glatte og matte fliser. Væggene skal kunne tåle fugt, og i vådzoner som badeområdet, hvor vandpåvirkningen er størst, skal materialerne være vandafvisende.
Det er vigtigt, at du vælger materialer, der har en lang levetid, både hvad angår stil og holdbarhed. Du bør samtidig overveje, hvor praktisk badeværelset skal være. I småbørnsfamilier kan materialerne have stor betydning for, hvor nemt, praktisk og behageligt det bliver at bruge badeværelset. Her har slidstyrke, sikkerhed og den daglige rengøring en del at skulle have sagt.
Vælg de bedste materialer til badeværelset
Fliser og klinker er en flot løsning til de fleste badeværelser, men ikke altid den mest praktiske løsning til et baderum, der bliver brugt ofte og af flere forskellige mennesker. I disse tilfælde kan det være en idé kun at få sat fliser op i en del af badeværelset frem for at bruge fliser eller klinker til både gulv og vægge. Du kan for eksempel nøjes med vægfliser i brusekabinen og ved badekarret, mens du benytter maling til vådrumsbrug på de øvrige vægge.
Der er heldigvis masser af velegnede kvalitetsmaterialer til badeværelset. Granit, fliser, corian, glas, beton, laminat, aluminium og træ er alle materialer, der passer godt til indretning af badeværelset. Her kan det godt betale sig at bruge lidt ekstra på materialer af god kvalitet, for badeværelset er et rum, der bruges dagligt, og det er uundgåeligt, at der vil være en del slitage.
Træ er godt til at skabe kontraster og dekoration i badeværelset, da træ kan opveje den lidt kolde og kliniske stemning, som de mange, hårde materialer ofte kan give. Men træ har også den ulempe, at det kræver meget vedligeholdelse og vil ikke holde sig pænt særlig længe.
Afhængigt af, hvilke materialer du vælger samt hvordan du kombinerer dem, kan du give badeværelset dets helt egen karakter og stil. Eksempelvis kan du få et mere eksklusivt udtryk, hvis du benytter en bordplade af corian med istøbt vask, ligesom bordplader og hylder af teaktræ kan skabe en mere maritim stemning på badeværelset.
Giv badeværelset karakter med farver og dekorationer
Når du først har indrettet badeværelset, er det et større projekt at lave det om. Derfor bør du gå efter en tidsløs indretningsløsning og undgå alt for modeprægede farver og former. Det betyder ikke, at badeværelset partout skal være kedeligt og neutralt. Tværtimod kan du hurtigt give badeværelset et nyt udtryk ved blot at udskifte mindre tilbehør og pyntegenstande.
Fliser eller klinker kan give badeværelset et flot og personligt udtryk. Her har du masser af muligheder for at kombinere farver, strukturer, størrelser, former og mønstrer. Fliser og klinker kan også benyttes til at skabe kontraster eller til at fremhæve kanter og former. De små detaljer i badeværelset har en stor betydning for helhedsindtrykket, så vælg fliser med omhu.
Du kan også give rummet farve og dekoration ved at male væggene i badeværelset. Igen er det her en god idé at tænke over farvevalget, da det har stor indflydelse på stemningen såvel som på rumopfattelsen i badeværelset.
Få godt lys i badeværelset
Det er vigtigt, at du gør dig overvejelser omkring belysningen på badeværelset. Det er nemlig vigtigt med et godt lys, især når du står foran spejlet. Den gode belysning er det lys, der har en god farvegengivelse uden forvrængninger og skygger. Det bedste lys ved spejlet fås ved at kombinere lys fra flere vinkler, så det ikke udelukkende kommer oppefra eller bagfra. Det opnår du ved hjælp fra flere lyskilder, for eksempel spots, væglamper, pendler og loftlamper, som samlet giver et jævnt, spredt lys i hele rummet. Et diffust lys, som du for eksempel kan få fra en slebet glasskærm, egner sig særlig godt til badeværelset.
Halogenlys og downlights er gode at bruge, når du skal lyse hele badeværelset op, og du kan placere dem ved toilettet, bruseren og de øvrige gangarealer. Generelt er det godt at kunne dæmpe lyskilderne, så lyset kan tilpasses efter funktionerne i rummet og døgnets forskellige tidspunkter. Du skal bare være opmærksom på lampens vandtæthed, hvis du gerne vil placere den i vådzonerne.
Vælg funktionelle baderumsmøbler
Selvom du har et lille badeværelse, er der masser af muligheder for at indrette rummet, så det bliver både flot og funktionelt. Det kræver nu, at du vælger møbler og sanitetsudstyr, der fungerer godt til rummets størrelse.
Badeværelsesmøblerne skal være funktionelle og kunne rumme den opbevaring, som du har behov for. Derudover skal møblerne i badeværelset være lavet af materialer, der kan holde til det daglige brug og som samtidig er lette at rengøre og vedligeholde.
Det kan være en god idé at bruge bokse, kurve eller skabe til opbevaring, for så er det nemmere at rydde op og holde tingene tørre. Samtidig kan det give badeværelset farve og personlighed, hvis du benytter noget tilbehør som kurve, håndklæder, små vaser og krukker eller planter som en del af indretningen. Eksempelvis kan håndklæder i pangfarver være med til at friske rummet op, mens håndklæder i naturfarver kan have en beroligende virkning.
Det er en god idé at benytte pladsen under håndvask og bordplade til opbevaring. Du kan bruge både hylder, skabe eller skuffer til opbevaring, alt afhængigt af dit behov og i forhold til hvor meget plads du har til rådighed. Væghængte møbler som skabe, toilet og vask gør rengøringen lettere og kan samtidig give en større rumfornemmelse.
Hvis du er træt af indretningen af badeværelset og trænger til noget nyt, så prøv at udskifte interiøret som for eksempel spejle, håndklæder, hylder og badeforhæng. Det gør tit en større forskel, end du tror, og er i høj grad med til at sætte dit helt eget, personlige præg på badeværelsets indretning.