DIY spisebord


Spisebordet er ofte en meget central del af hjemmet. Det er ofte stedet hvor man samles, over måltider og samvær med familie og venner, og mange ønsker derfor at deres spisebord skal være noget helt særligt. Hvis du har det på samme måde, og ikke lige har fundet det rigtige spisebord endnu, så kan du læse med her, hvor du får nogle bud på, hvordan du kan sammensætte dit eget spisebord med bordben/bordbukke og bordplade. På den måde kan du have en større indflydelse på dit spisebords udtryk, og får muligheden for at personliggøre dette meget centrale møbel i dit hjem.

BORDPLADER


Ønsker du et spisebord med et råt og rustikt udtryk, er en bordplade af beton ikke et dårligt bud. At støbe en betonbordplade selv er ikke lige til, så heldigvis findes der steder som her, hvor man kan købe dem skåret på mål, de fås i forskellige grå toner (billedestriben længst til højre er med beton). 

Men der findes også en alternativ løsning til det støbte beton, nemlig betonfliser (billedestriben i midten). Betonfliser fås i mange forskellige farvetoner hos Mosaikhjørnet, de er nemme at have med at gøre, og de er en del billigere end en helstøbt betonplade. Hvis du ønsker mere vejledning omkring en spisebordsplade af betonfliser, kan du evt henvende dig hos Mosaikhjørnet. 


Ønsker du en bordplade med farve, kan du blandt andet vælge imellem materialerne linoleum, laminat eller fliser. På det store miljøbillede ses et spisebord med en plade fra Ferm Living i linoleum, den fås i det farveudvalg, som ses på billedet øverst i venstre hjørne. Disse plader og tilhørende bordben, er netop blevet lanceret i nogle utrolig smukke farver, der kan købes her. Det er også muligt at købe stellet og sammensætte med en anden bordplade.

Fliserne, som du kan se på det midterste billede til højre, kan også bruges til at lave en bordplade med. Fliser er et meget slidstærkt og holdbart materiale, og er faktisk oplagt til at bruge som bordplade. Hvis du har fulgt med i Nybyggerne, har du måske også lagt mærke til det smukke spisebord de fik lavet, af netop fliser fra Mosaikhjørnet. Du kan se mere om det her.

Laminat, som du kan se nederst i højre hjørne på billedet for oven, er også et godt bud til en farvet bordplade. Hvis du vælger en laminatplade, er det en rigtig fin detalje, hvis du lader finérkanten være synlig, så man kan se ind til lidt træ. Det vil tilføje lidt varme og struktur, som vil klæde den glatte overflade. Du kan købe laminatplader, i et hav af forskellige farver og på mål her

traeplader_3Klassikeren er jo en træbordplade, den er tidløs og holdbar, og bringer varme ind i din spisestue eller køkken. Der er mange forskellige træsorter at vælge imellem, så du burde kunne finde én der passer til dit hjem.

Du kan enten vælge en massiv træplade, som du kan få skåret på mål her, eller du kan vælge en bordplade af finér, som du kan få på mål . Massivt træ er dyrere, men også mere holdbart. En finérplade er et godt og billigere alternativ, og en god mulighed hvis du for eksempel ved, at du gerne vil skifte bordpladen ud igen på et tidspunkt, så har du ikke brugt for mange penge på pladen.

Der er også mange der kaster sig ud i projekter med plankeborde, det kan du se en vejledning til her.

BORDBEN

Når du har fundet den bordplade, der passer til dit hjem, er du snart i mål med dit nye spisebord – nu mangler du blot at tilføje nogle ben! Der findes utrolig mange bordbukke og bordben, så det er måske en god idé, at starte med at beslutte dig for, hvilket materiale dine bordben skal være af. På den måde kan du indskrænke valgmulighederne lidt, og gøre søgningen mere overskuelig.

Til en bordplade af beton eller betonfliser, vil træben skabe en rigtig fin kontrast, og blødgøre looket lidt. Men hvis du ønsker det ultimative rå look, bør du vælge nogle sorte rustikke metalben.

Som nævnt før, har Ferm Living lanceret nogle bordplader, og dertil findes også bordben i samme farver. De er oplagte at bruge, hvis du ønsker samme farve på bordplade og ben.

Sorte bordben vil stå rigtig flot til farvede bordplader. Men hvis du fx vælger en laminatplade med finérkant, kan du med fordel vælge træben for at fremhæve bordpladens trækant.

Når det kommer til en træbordplade, vil man oftes vælge sorte ben, som kontrast til træpladen. Dog kan det også give et meget gennemført look, hvis man kan få ben i samme træsort som pladen.

Vi håber at artiklen har givet dig inspiration, til dit DIY-spisebordsprojekt.

Fotokilder/source:
Det øverste foto er fra &shufl, som laver smukke skabsfronter til IKEA køkkener. / Foto på kollage 1: Pella Hedeby / Foto på kollage 2: Ferm Living / Foto på kollage 3: House & Garden March 2016 /

Skriv et svar